Sjov sundhed og foredrag med Chris MacDonald




Lørdag 21. november kan du prøve kræfter med blandt andet en oppustelig forhindringsbane, få målt blodtryk og høre sundhedsguruen Chris MacDonald holde foredrag, når der igen bliver sat ”Gang i Gladsaxe” i Gladsaxe Sportshal.

Der bliver rig mulighed for at få gode sundhedsråd og få testet kondien, når Gladsaxe Kommune i samarbejde med Novo Nordisk og Sports College Gladsaxe for tredje år i træk inviterer til den festlige motionsdag ”Gang i Gladsaxe”. En smart børnecykel, cykelhjelme, streetsurfing-boards og mange andre flotte præmier står på højkant.

Sved på panden
Diverse sportsklubber stiller op med en række anderledes og pulsgivende aktiviteter i Gladsaxe Sportshal. Du kan eksempelvis afprøve cykelbanen, streetsurfe, hoppe i hoppeborg og få testet, om håndbold, fodbold, roning, tennis, judo eller cricket kunne være noget for dig.

Kom til sundhedsforedrag
Klokken 13. går sundheds- og motionseksperten Chris MacDonald på scenen og holder sit foredrag ”StrongBody StrongMind 1.0”, der varer en time. I den periode vil der være en pause i det øvrige program.

Få målt din sundhed
Men hvor sund – eller usund – er du egentlig? Det kan du få svar på i forhallen, hvor du kan få målt fedtprocent, taljemål, blodtryk, kondital, kuliltetal og blodsukkerniveau. Det er også muligt at få sig en snak med en diætist om sunde madvaner og for eksempel få gode råd til madpakken.

Alle er velkomne
Gang i Gladsaxe er et gratis arrangement for alle Gladsaxes borgere. Dagen begynder klokken 11, hvor borgmester Karin Søjberg Holst (A) byder velkommen. Forhallen åbner dog klokken 10. Dørene lukker igen klokken 16.

Sund mad og drikkevarer kan købes i Sportscafeen.

Skriv et svar