Gladsaxe Prisen 2009 til Novozymes




Arbejdet med miljø og bæredygtighed ligger til grund for udvælgelsen af prisvinder.

Novozymes har fået Gladsaxe Kommunes erhvervspris, Gladsaxe Prisen 2009.

Hvert år hædres en en virksomhed i Gladsaxe Kommune, som har ydet en særlig indsats i kommunen inden for indsatsområderne beskæftigelse, det sociale ansvar, miljøet, arkitektur, markant vækst eller som på anden vis har gjort sig særligt positivt bemærket i det indeværende år.

I år blev det Bagsværd-virksomheden Novozymes, der modtog prisen.

– Ved udvælgelsen af årets prismodtager har vi i år valgt at lægge særlig vægt på en virksomhed, der arbejder med miljø og bæredygtighed. Årets prisvinder bygger netop deres virksomhed på en vision om en bæredygtig udvikling. Virksomheden har ikke kun én, men hele seks visioner om at skabe en bedre verden, et renere miljø og bedre levevilkår for menneskeheden, sagde Gladsaxes borgmester Karin Søjberg Holst (A), ved overrækelse af prisen.

Novozymes arbejder med en vision om at virksomhedens produkter skal være med til at skabe bedre balance i verden. Samtidig arbejder virksomheden med bæredygtighed internt. Blandt andet i projektet ”Nye ambitioner”, der skal reducere virksomhedens CO2-udslip markant. Og konceptet skal senere hjælpe med at reducere energiforbruget hos kunder og samarbejdspartnere. Også i forhold til COP 15-klimamødet i København spiller Novozymes en aktiv rolle.

Selve erhvervsprisen, der blev modtaget af Vice President Nickie Spile fra Novozymes, er i år et maleri af Gladsaxes kendte billedkunstner Inge Reusch. Billedets titel er ”Ørkenplanter”, og billedet er inspireret af rejser i Nevada og Arizona og af plantelivet i ørknen og bjergene.

Skriv et svar