Straksdom til tankrøver




Foto: Politi.dk
Foto: Politi.dk

Nygift mand røvede Q8-tanken på Buddingevej

En 30-årig mand fra Gladsaxe fik tirsdag en straksdom ved på otte måneders ubetinget fængsel ved Glostrup Ret. Det skriver Netavisen Sjælland.

Den 30-årige blev dømt for et røveri begået mandag aften mod Q8-tanken på Buddingevej i Søborg.

Manden tog en øl og stillede den på disken. Da ekspedienten scannede flasken og åbnede kassen, beordrede den 30-årige ham til at udlevere pengene. Da ekspedienten først nægtede, trak manden op i sit ene ærme og fremviste en køkkenkniv.

Inden han forlod forretningen med pengene, spurgte han ekspedienten, om han havde trykket på overfaldsalarmen. Det bekræftede ekspedienten, hvortil manden sagde, at han ville vente udenfor på politiet.

Politiet ankom kort efter til stedet og anholdt manden. Han forklarede efterfølgende, at han begik røveriet af to grunde – dels på grund af et lån han havde svært ved at tilbagebetale og dels fordi han fire dage tidligere var blevet gift, men allerede var blevet uvenner med sin kone, der ikke ønskede at se ham mere.

Den 30-årige blev fremstillet i grundlovsforhør ved Retten i Glostrup, hvor han fik dom og blev sendt direkte til afsoning.

Skriv et svar