Skudepisoden på Søborg Torv: 18-årig sigtet for forsøg på manddrab




Glostrup Ret. Foto: Per Johansen.
En 18-årig mand fra København er blevet varetægtsfængslet, sigtet for forsøg på manddrab efter en skudepisode på Søborg Torv onsdag aften.

Den 18-årige blev anholdt torsdag i forbindelse med efterforskningen af skudepisoden, hvor en 34-årig mand blev ramt.

Københavns Vestegns Politi oplyser, at det 34-årige skudoffer er i en stabil tilstand, men fortsat er indlagt på hospitalet.

Fredag eftermiddag blev den 18-årige fremstillet i grundlovsforhør ved retten i Glostrup, sigtet for forsøg på manddrab. Af hensyn til efterforskningen blev retsmødet holdt for lukkede døre.

Retten valgte at varetægtsfængsle den 18-årige i fire uger.

Motivet ukendt
Politiet kender endnu ikke motivet til skudepisoden onsdag aften.

– Det er fortsat uafklaret, om motivet bag episoden skyldes uoverensstemmelser mellem bander eller banderelaterede personer, men det skal efterforskningen også afdække, siger vicepolitiinspektør Peter Malmose, Københavns Vestegns Politi.

Skriv et svar