Mand fra Søborg stak af fra taxaregning – og så skete der en kædereaktion




Foto: Rigspolitiet.

Da en 20-årig mand fra Søborg stak af fra en taxaregning i den lille by Kundby ved Svinninge i Nordvestsjælland udløste det en kædereaktion, som formentlig førte til opklaringen af flere indburd og biltyverier.

Sagen tog sin begyndelse søndag eftermiddag da en taxachauffør kontaktede politiet og fortalte, at en mandlig kunde, som han havde kørt fra Roskilde Station til til Bygaden i Kundby, var løbet fra regningen på 819 kroner.

Politiet kørte til stedet og fandt kunden – en 20-årig mand uden fast bopæl i Søborg – på en adresse på en nabovej.

Den 20-årige var i besiddelse af nogle bilnøgler til en bil, der holdt på stedet.

Han blev anholdt og sigtet for bedrageri over for taxachaufføren, og ved nærmere undersøgelse af bilen viste det sig, at bilen var meldt stjålet fra Sydsjællands og Lolland-Falsters politikreds.

På stedet var endnu en bil, som var efterlyst som stjålet fra Valmuevej, Kirke Hyllinge i Hornsherred, hvor der i starten af august måned havde været indbrud, hvor bl.a. bilnøgler var blevet stjålet. Bilen var stjålet fra adressen nogle dage senere af en ukendt gerningsmand.

På stedet fik politiet kontakt til en 25-årig mand fra Gørlev, som blev anholdt som mistænkt i sagerne om indbrud og biltyveri i Kirke Hyllinge. Begge anholdte blev sigtet og afhørt til de respektive sager incl. yderligere indbrud i en privat bolig i Rye – også i Hornsherred – medio august samt et indbrud i privat bolig i Kristianslund ved Roskilde, hvorefter de blev løsladt.

De vil begge senere blive indkaldt til et retsmøde, når sagerne skal afgøres.

Skriv et svar