Politiet søger vidner: Fire biler væltet midt om natten




Foto: Politi.dk
Københavns Vestegns Politi søger vidner i forbindelse med sager hvor biler er blevet væltet af hærværksmænd i Søborg-området.

Politiet har modtaget i alt fire anmeldelser om væltede biler. Alle anmeldelserne blev modtaget natten til tirsdag mellem kl. 02.16-04.49.

Kl. 02:16 modtog politiet anmeldelse om en væltet Peugeot 106 på Kiplings Allé i Søborg.
Kl. 02:28 modtog politiet anmeldelse om en væltet Kia Picanto på Maglegårds Allé 48 i Søborg.
Kl. 03:36 modtog politiet anmeldelse om en væltet Toyota Aygo på Valdemars Allé i Søborg.
Kl. 04:49 modtog politiet anmeldelse om en væltet VW Polo på Marienborg Allé i Søborg.

Københavns Vestegns Politi oplyser, at et vidne i forbindelse med sagen fra Kiplings Allé har set 4-5 mænd køre væk fra stedet i en lille sort bil i retning mod Søborg Hovedgade.

– Vi har sikret spor i forbindelse med sagerne og er meget interesseret i at høre fra vidner der har set noget i forbindelse med disse fire tilfælde af groft og systematisk hærværk, siger vicepolitiinspektør Brian Toftemann.

Københavns Vestegns Politi modtager gerne oplysninger fra vidner eller andre i sagen. Henvendelse kan ske døgnet rundt på telefon 43 86 14 48.

Skriv et svar