Tre fængslet efter drabsforsøg på Søborg Hovedgade




Pressefoto: politi.dk
Pressefoto: politi.dk

Tre mænd blev tidligt torsdag morgen anholdt ved en større anholdelses- og ransagningsaktion på Vesterbro, oplyser Københavns Vestegns Politi.

De tre anholdte sigtes for vidnetrusler samt drabsforsøg på en 25-årig mand af udenlandsk herkomst på Søborg Hovedgade den 30. april 2009. Den 25-årige blev påkørt og efterfølgende overfaldet med en skruetrækker, slag og spark.

– Drabsforsøget er blot en sag ud af et større sagskompleks, der omhandler banderelaterede drabsforsøg og skudepisoder på Vestegnen og i København,” udtaler politiinspektør Bent Isager-Nielsen og tilføjer:

– Vi formoder, at der er tale om et internt opgør i bandemiljøet omkring Værebro og Nørrebro i København.

De tre anholdte, på 23, 22 og 21 år, er alle af udenlandsk herkomst. To af dem er i forvejen kendt af politiet – bl.a. er den 22-årige tidligere straffet for vidnetrusler, røveri, vold og overtrædelse af våbenloven.

Under ransagning af lejligheden, hvor de tre mænd opholdt sig, blev der bl.a. fundet lidt ammunition og beskyttelsesveste.

Aktionen var en del af den særligt organiserede bandeindsats og blev gennemført i samarbejde med Københavns Politi.

De tre mænd blev torsdag eftermiddag fremstillet i grundlovsforhør ved Retten i Glostrup og varetægtsfængslet i fire uger.

Skriv et svar