Gladsaxe bliver først med kommunalt betalingskort

Gladsaxe Kommune er gået i luften med Danmarks første kommunale betalingskort, Gladsaxekortet, på to udvalgte institutioner. Kortet skal gøre dagligdagen lettere for elever og forældre og samtidig effektivisere arbejdsgange i kommunen.
På Grønnemose Skole og i Klub Grønnemose i Gladsaxe behøver eleverne ikke længere have kontanter med til skolemad, ligesom forældrene nemt kan betale for skoleudflugten, billetter eller andre kommunale ydelser med Danmarks første kommunale betalingskort. Gladsaxekortet, som betalingskortet hedder, kan tankes op og bruges i skolekantiner, klubber, seniorcentre, sports- og svømmehaller og alle kommunale institutioner, hvor der er brugerbetaling.

Det nye betalingskort GladsaxeKortet skal gøre det nemmere for kommunens borgere – også for børn og unge.
Nemmere at være borger
Kortet skal gøre det nemt for Gladsaxes borgere, herunder børn, unge, forældre og ældre at betale for- og tilmelde sig ydelser i kommunen. Med kortet behøver de ikke længere at have kontanter for at betale for kantinemad, udflugter, billetter og andet. De kan blot betale med kortet.
– Vi er konstant på udkig efter nye, digitale muligheder, som gør det nemmere at være borger og som samtidig effektiviserer vores kommunale arbejdsgange. Med Gladsaxekortet har vi fået en god og enkel ide, som gør, at for eksempel Vincent fra 3. klasse ikke længere skal gå rundt med penge i lommen for at betale for kantinemad eller skoleudflugt. På sigt vil også kommunes ældre borgere få glæde af GladsaxeKortet på aktivitets- og dagcentre samt ved tilmelding til forskellige ture og arrangementer, siger Gladsaxes borgmester Karin Søjberg Holst (A).
Ny og sikker teknik
Gladsaxekortet er et hævekort, som borgerne selv kan oprette, bestille og tanke op ved hjælp af NemID. Teknikken er den nyeste indenfor betalingskort, hvor oplysningerne er lagret elektronisk på kortet. F.eks. er der indlagret et foto af brugeren, som vises på betalingsterminalen, så kortet ikke kan misbruges. Alle transaktioner administreres centralt via kommunens økonomisystem, så administrationsomkostningerne er minimale.
Gladsaxekortet er et pilotprojekt, som er startet op på de to udvalgte institutioner. På sigt er det planen, at kortet udbredes til flere kommunale skoler, klubber, institutioner og seniorcentre.