Børn i Gladsaxe er glade for at cykle

Rekordmange Gladsaxe-børn deltog i år i cykelkampagnen ’Alle Børn Cykler’. Og børnene i Gladsaxe giver antalsmæssigt baghjul til de andre kommuner i politikredsen.

må og store sko trådte flittigt i pedalerne under Cyklistforbundets og TrygFondens årlige motionskampagne ’Alle børn cykler’, der blev holdt i to uger i september.

I de to uger kampagnen løb samlede børn i hele landet point ved at cykle så mange dage som muligt. Og særligt i Gladsaxe hoppede mange børn op på den tohjulede. I alt 3.954 elever fordelt på 175 skoleklasser deltog i kampagnen, hvilket er ny deltagerrekord i Gladsaxe.

Dobbelt så mange som nummer to
Det er næsten en fordobling i forhold til 2012, hvor 2.188 børn deltog, og mere end en tidobling af deltagerantallet i Gladsaxe siden kampagnens første år i 2007. Og antallet af deltagende børn i Gladsaxe er særligt imponerende, når man sammenligner med de øvrige kommuner i politikredsen. Den kommune med næstflest deltagende skolebørn var Høje Taastrup med 2.114 deltagere.

– Det er fantastisk flot, at så mange skoler, forældre og børn i Gladsaxe støtter op om kampagnen. Det er vigtigt, at vores børn tidligt i livet bliver glade for at cykle, fordi der er så mange fordele ved at vælge cyklen. I Gladsaxe prioriterer vi forholdene for cyklisterne meget højt, og derfor er det ekstra glædeligt at se, hvor stor lyst børn og unge har til at bruge cyklen, siger Gladsaxes borgmester Karin Søjberg Holst (A).

FAKTA:
Deltagende skolebørn i Gladsaxe:
2007: 334
2008: 341
2009: 246
2010: 925
2011: 2.282
2012: 2.188
2013: 3.954

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *