Et års fængsel for grov vold

En 39-årig mand skal et år i fængsel for kvalificeret vold mod en 45-årig mand i Søborg i november.Det oplyser Københavns Vestegns Politi.

Torsdag den 10. november blev den 45-årige Muhammed Arfan fundet dræbt ved Høje Gladsaxe.

Dagen efter blev en 39-årig mand anholdt og varetægtsfængslet i sagen.

Københavns Vestegns Politi mistænker hans 35-årige lillebror, Shahid Raza Chaudhry, for at have udført drabet. Han forlod imidlertid landet i hast og er stadig efterlyst internationalt.

I går sad den 39-årige storebror tiltalt for kvalificeret vold ved retten i Glostrup. Retten fandt det bevist, at han forinden havde skygget Muhammed Arfan, påkørt ham med sin taxa og derefter medvirket til grov vold mod ham – men ikke i den hensigt at dræbe ham.

– Han har fået en ganske alvorlig straf for sin andel i overfaldet, siger anklager Michael Winther, Københavns Vestegns Politi.

Muhammed Arfan blev dræbt med slag i hovedet – formentlig med en ratlås. Ratlåsen var udformet som et bat og er siden fundet.

– Drab er den ultimative forbrydelse, og vi arbejder ufortrødent videre på at finde Shahid Raza Chaudhry, siger anklager Michael Winther.

Den tiltalte storebror blev idømt et års fængsel og frakendt førerretten i tre år. Han modtog dommen.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *