Mobil politistation ruller ind i udsatte boligområder

En ny kørende lokalpolitistation skal efter sommerferien være med til at forebygge kriminalitet og skabe tryghed i boligområder på Vestegnen -også i Gladsaxe.

– Uro og kriminalitet er ikke et statisk fænomen, men flytter sig hele tiden – nu kan vi åbne en mobil politistation præcis, hvor vi mener, behovet er, siger politidirektør Kim Christiansen, Københavns Vestegns Politi.

Fire udvalgte områder
Ifølge planen skal den mobile lokalpolitistation primært være tilstede og skabe tryghed i fire særligt udsatte boligområder – nemlig i Værebro i Gladsaxe, Avedøre Stationsby i Hvidovre, Hjortegården i Herlev og Gadehavegaard i Høje-Taastrup.

Den kan desuden sættes ind i boligområder, hvor en politimæssig vurdering tilsiger det – f.eks. hvor kriminaliteten begynder at udvikle sig i negativ retning.

Tanken er, at mobilstationens betjente går i dialog med beboere, unge, kommunale gademedarbejdere, eller hvem der kan bidrage til at skabe orden og tryghed.

Udsatte boligområder i fokus
Den mobile politistation kan få andre opgaver f.eks. som rullende politiekspedition eller som base for patruljering i et område.

– Mobilstationen skal primært fokusere på det forebyggende arbejde i de særligt udsatte boligområder i politikredsen, siger Kim Christiansen.

To-årigt forsøg
Københavns Vestegns Politi har søgt om penge til projektet fra en særlig pulje, som Rigspolitiet har afsat til ekstraordinære indsatser. Der er nu bevilget fem millioner kroner årligt i to år. Mobilprojektet vil løbende blive udviklet og vurderet indtil den endelige evaluering i slutningen af 2013. Den mobile politistation ventes køreklar efter sommer.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *