Økologisk hæder til Søborg Skole

’Cafe det muntre køkken’ på Søborg Skole har fået tildelt det økologiske spisemærke i bronze.

Søborg Skoles kantine ’Cafe det muntre køkken’ har af Fødevarestyrelsen under Ministeriet for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri, fået tildelt Det økologiske spisemærke i bronze.

Spisemærket i bronze tildeles til de køkkener, der har en økologiandel på 30-60 procent. Mærket blev overrakt til Søborg Skole mandag 5. marts i ’Cafe det muntre køkken’.

Et rigtigt muntert køkken
Siden ’Cafe det muntre køkken’ åbnede for tre år siden har der været fokus på at få indarbejdet økologien i måltiderne. Og kantinens navn er ikke tilfældigt valgt. Navnet vidner nemlig om, at køkkenet også er centrum for aktiviteter som på en sjov måde involverer skolens elever. For eksempel kunne heldige elever hele december måned komme ned i kantinen og gætte en ret og vinde en præmie fra køkkenet. Og i hele 2011 hjalp 6. klasseeleverne med at servere i frokostpausen. Hver dag hjalp to flittige elever med at får maden ud til deres skolekammerater. Det var en stor succes, ligesom ’Cafe det muntre køkken’ har været det siden åbningen.

– Caféen er en vigtig del af skolen, og et sted hvor eleverne gerne vil være. Søborg Skole vil virkelig noget med kantinen. Og skolens leder bakker i høj grad op om køkkenmedarbejdernes arbejde. Ideen er at udvide sortimentet, især det økologiske sortiment, så vi hele tiden sikrer, at børnene får et sundt måltid med så mange økologiske råvarer som muligt, sagde borgmester Karin Søjberg Holst (A) blandt andet i sin tale ved overrækkelsen af bronzemærket.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *