Indsats mod narko på gadeplan virker




Der er rejst 27 procent flere narkosigtelser i 2011, oplyser Københavns Vestegns Politi.

Københavns Vestegns Politi havde i 2011 særligt fokus på at bekæmpe misbrug og salg af narko på gadeplan. Formålet var at skabe mere tryghed i lokalsamfundet.

Indsatsen bar frugt. Politikredsen rejste således 27 procent flere sigtelser end i 2010 og 43 procent flere end i 2009.

– Vi har sat massivt ind på flere fronter samtidig – Beredskabet, Lokalpolitiet, Specialpatruljen – for at komme narko i nærmiljøet til livs, siger Jørn Kjer, chef for Lokalpolitiet.

Politiet gennemførte blandt andet målrettede kontroller i restaurations- og nattelivet, S-togspatruljer, besøg i klubber og boligforeninger mv.

Flere anmeldelser, tak!
Narkokriminalitet på gadeplan foregår ofte i det skjulte og er sjældent noget, borgerne anmelder.

– De mange flere sigtelser er et resultat af en offensiv og proaktiv politiindsats, siger Jørn Kjer, som gerne ser, at borgerne bliver bedre til at anmelde.

Han opfordrer derfor borgerne til at holde øjne og ører åbne og melde mistænkelig aktivitet i lokalområdet til politiet.

Skriv et svar