Brian Holm fortæller om kampen mod kræft

En af de største i dansk cykelsport, sportsdirektør Brian Holm, fik konstateret kræft i 2004. Onsdag 12. oktober kommer han til Aktivcentret i Gladsaxe og fortæller om sin kamp mod sygdommen og livet efter.

Brian Holm har deltaget syv gange i Tour de France, og var holdkammerat med Bjarne Riis, da han vandt Touren i 1996. I 2004 fik han konstateret tarmkræft og i 2009 skrev han bogen ”Den Sidste Kilometer”, der handler om det at få kræft og leve med sygdommen. Titlen henviser til den sidste kilometer i et cykelløb, der er det tidspunkt, hvor det gør rigtig ondt.

Onsdag 12. oktober kl. 19-21 har du mulighed for at høre Brian Holm fortælle sin historie i Aktivcentret i Gladsaxe i et debatarrangement med fokus på at leve med kræft.

Illusionen bristede
Udholdenhed, styrke og ingen piveri – et par af de værdier, der hersker hos cykelryttere ved et af verdens hårdeste cykelløb, Tour de France. Som hjælperytter for Bjarne Riis var Brian Holm en af rytterne med den mentalitet. Men alle illusioner om usårlighed bristede, da Brian Holm i 2004 fik konstateret tarmkræft.

Brian Holm havde altid følt sig som en jernmand. Et utal af gange gennemførte han verdens hårdeste cykelløb. Han brækkede arme, ben, håndled og kraveben uden at kny. Men da han i 2004 efter karrierens afslutning fik konstateret tarmkræft, punkterede det hele. Alle illusioner om usårlighed brast, da han mærkede dødens tag i nakken.

Kom ud som en ændret mand
Bogen ”Den sidste kilometer” er hans historie om kampen gennem et kræftforløb og om at vende tilbage til livet som en ændret mand – både fysisk og psykisk. Det er historien om at tage sig sammen og sætte sit liv i perspektiv. Efter sygdomsforløbet startede Brian Holm sin egen kræftindsamling “La Flamme Rouge”, som mødte stor opbakning i cykelverdenen.

De Frivilliges Hus arrangerer i samarbejde med Kræftens Bekæmpelses lokalafdeling en debataften, hvor der med udgangspunkt i Brian Holms beretning vil være fokus på at leve med kræft. Alle er velkomne i Aktivcentret, Telefonvej 8, 2860 Søborg. Tilmelding på telefon 44 98 35 79, gratis adgang.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *