Billige søndags billetter

Trafikselskaberne i hovedstadsområdet tilbyder fra søndag d. 7. august og hver første søndag i måneden muligheden for billig transport med en ny Søndagsbillet. Med billetten kan du i hovedstadsområdet tage bussen, toget og metroen og køre lige så meget, du vil – hele dagen og til kun 14 kroner.

– Ved at komme med et billigt tilbud kan vi måske få endnu flere om bord i den kollektive trafik. Når nye kunder har gode oplevelser ved at rejse med os, vil de forhåbentligt også lade bilen stå alle andre dage, siger Anders Due, der er kunde-, operatør- og markedschef i Trafikselskabet Movia.

Efter at hovedstadens trafikselskaber har haft stor succes med mobilbilletter og mobilklippekort, hvor flere og flere kunder bruger de mobile løsninger, fortsætter trafikselskaberne samarbejdet og udviklingen for at gøre det nemt at købe billet med den nye Søndagsbillet.

– Vi er rigtig glade for nu at kunne tilbyde et fælles tilbud, hvor alle trafikselskaber er med. Det gør det også let og overskueligt for kunderne, der ikke behøver at tænke på zoner, tider eller transportmiddel. Det er bare at tage af sted, siger Niklas Marschall, som er salgsdirektør i DSB S-tog.

Søndagsbilletten er et pilotprojekt, som afløser Gratis søndag. Og sidst på året vil tilbuddet blive evalueret for at se, om Søndagsbilletten skal gøres permanent eller ej.

Faktaboks om Søndagsbilletten:

Billetten gælder i Hovedstadsområdet hver første søndag i måneden fra 04.30 – 04.30 – til og med januar 2012.

Sms ’søndag’ til 1415 eller køb billetten på 1415.dk på mobilen eller internettet.

Et klip på et klippekort (minimum et 2-zoners voksenklip) gælder også som Søndagsbillet.

Prisen er den samme for børn og voksne. Og så kan du selvfølgelig tage to børn under 12 år med på samme billet.

Søndagsbilletten gælder hele dagen i alle zoner, for alle trafikselskaber i hovedstadsområdet.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *