Gladsaxedagen fylder 30 midt på Søborg Hovedgade

Erann DD, Bøllebob Show og Rugsted & Kreutzfeldt er dagens musikalske hovednavne, når Gladsaxedagen holder 30 års fødselsdag.

I år er det 30 år siden den første Gladsaxedag så dagens lys. Og årets Gladsaxedag bliver en hel festival, når en perlerække af musikalske og kulturelle indslag blandes med nærdemokrati og et væld af aktiviteter. Det er dagen, hvor borgmesteren løfter sløret for sit forslag til næste års budget, og her at alle Gladsaxeborgere får lejlighed til at opleve det rige foreningsliv. Alt dette foregår lørdag 20. august fra kl. 13-21.30.

Søborg Hovedgade lukkes af til fest
Når Gladsaxe Byråd i år inviterer alle borgere til fest, bliver det under helt nye forhold. Som noget helt nyt bliver Søborg Hovedgade lukket foran rådhuset og forvandlet til en Gladsaxe Rambla fuld af liv og aktivitet. Her kan man frit vandre rundt mellem de mange foreningstelte og udvalgstelte, eller sætte sig i Rådhushaven og spise mad til musik og underholdning.

– Vi er ved at bygge rådhuset om, så vi kan samle alle forvaltningerne på et sted. Det giver en del byggerod i området. Derfor fik vi den ide som forsøg at inddrage Søborg Hovedgade i festlighederne og samtidig samle dagen, så alle aktiviteter gennemføres side om side. Bliver det er succes, vil vi overveje, om det er sådan, vi skal fejre Gladsaxedagen fremover, siger borgmester Karin Søjberg Holst (A).

Nyt samlet program
Udover de spændende, nye fysiske rammer, er også selve programmet for dagen ændret. For første gang smelter Budget- og Kulturdelen sammen og åbner kl. 13 og ikke 11.30 som tidligere.

Festen åbnes som altid af Gladsaxes borgmester Karin Søjberg Holst (A), som præsenterer hovedpunkterne i det budgetforslag, som hun lægger frem for partierne i Byrådet. Dermed går startskuddet også for forhandlingerne mellem partierne i Byrådet, samtidig med at borgerne får indblik i Gladsaxe Kommunes økonomi. Hele dagen vil der være rig mulighed for at få en snak om kommunens aktiviteter med politikere og medarbejdere i Byrådets udvalgstelte eller i de politiske vælgerforeningers telte på Søborg Hovedgade.

Erann DD, Bøllebob Show og Rugsted og Kreutzfeldt
Årets tre hovednavne er Erann DD, Bøllebob Show og Rugsted & Kreutzfeldt, som optræder på den store scene i Rådhushaven sammen med en lang række lokale kunstnere.

Når boderne lukker kl. 18, er der lagt op til, at man kan indtage aftensmaden i hyggelige omgivelser. Til tonerne fra Leonardo Pedersens jazzkapel bliver den store grill tændt. Her er der mulighed for at grille den medbragte mad, eller man kan købe et lækkert måltid og drikkevarer hos folkene bag Rådhusets kantine, som er rykket ud i parken i dagens anledning. Herefter går Rugsted & Kreutzfeldt på scenen og slutter dagen af med koncert kl. 20.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *