Fire anholdt for røveri-forsøg
Mandag formiddag klokken 09.14 modtog politiet en anmeldelse om, at to personer i en bil havde observeret en bank på Søborg Hovedgade i ca. 30 minutter.
Flere politipatruljer kørte til stedet og holdt bilen under observation.
Bilen kørte fra stedet og politiet kørte efter. På Solnavej blev bilen standset og ransaget. I bilen opholdt der sig nu fire personer. Der blev fundet masker, en lægtehammer og handsker i bilen. Det viste sig, at bilens nummerplader var stjålne og bilen var stjålet med rette nøgle. Nøglen var stjålet under et indbrud i København.
Alle fire personer blev anholdt og kørt til politigården i Albertslund.
De to var prøveløsladt for røveri. Alle fire blev fremstillet i et grundlovsforhør, og de blev varetægtsfængslet 14 dage.