Kommuner og region enige om finansiering af letbanen

En moderne letbane, der bringer borgerne hurtigt og nemt på tværs af hovedstaden, er tættere på end nogensinde. Kommunerne og Regionen har finansieringen på plads.

Kommunerne i Ringby-Letbanesamarbejdet og Region Hovedstaden har nu fundet sammen om finansieringen af en letbane, der strækker sig langs Ring 3 fra Lundtofte i nord over Gladsaxe, Herlev, Glostrup Albertslund og Brøndby til Ishøj i syd.

Kommuner og Region klar med 2,2 milliarder kroner
De involverede kommuner og Region Hovedstaden har i enighed fundet de 2,2 milliarder kroner til en moderne letbane. Aftalen indebærer, at staten finansierer 40 procent af byggesummen, kommunerne bidrager i fællesskab med 34 procent og Region Hovedstaden med de resterende 26 procent.

– Det er dejligt, at vi i kommunerne og Region Hovedstaden nu har fået vores del af finansieringen på plads. Det har jo været lidt af en bedrift at skulle finde så mange penge, når man tænker på den økonomiske situation kommunerne er i lige nu, og jeg er også meget glad for at regionen har bidraget med så stort et beløb. Derfor glæder vi os til hurtigst muligt at få aftalt et møde med ministeren, så vi kan få en endelig aftale på plads, siger Karin Søjberg Holst (A), formand for Ringby-Letbanesamarbejdet og borgmester i Gladsaxe.

Tusinder vil komme lettere på arbejde
Hovedstaden har før alle andre ønsket sig en letbane – hurtig, præcis og miljøvenlig. Derfor har staten givet tilsagn om at støtte letbanen med 1,5 milliarder kroner, og kommunerne og Region Hovedstaden har nu fundet en finansieringsmodel for de resterende 2,2 milliarder kroner, der skal til for at bygge den højklassede kollektive transportforbindelse.

– Tusindvis af mennesker vil med den nye letbane hver dag kunne komme lettere på arbejde. Letbanen giver mulighed for at komme på tværs og ind til byen på en hurtig og mere fleksibel måde, hvor vi kan kombinere den med S-banen, busserne og Metroen, siger Vibeke Storm Rasmussen (S), formand for Region Hovedstaden.

Letbanen vil skabe ny vækst
Pengene fra kommuner og region er godt givet ud, for letbanen kører gennem områder, hvor der allerede bor mange mennesker, og de støjsvage og moderne sporvogne vil skabe vækst og nye arbejdspladser. En COWI-rapport fra 2010 viser, at letbanen vil skaffe over 65.000 nye arbejdspladser over 15 år og kunne tiltrække 65.000 passagerer i døgnet.

Kan skære over 20 minutter af rejsetiden
Letbanen får formentlig 28 stop, og en tur fra Lyngby til Ishøj kan gøres på 44 minutter mod 68 minutter med S-bus.

– Med letbanen sikrer vi fremtidens stærke infrastruktur og mobilitet. Jeg ser særligt frem til, at letbanen vil skabe øget samarbejde mellem borgerne, kommunerne, handlen og uddannelserne, så vi sammen kan skabe den nødvendige vækst og udvikling, der styrker hele regionen. Når letbanen er en realitet, vil vi stå med et helt nyt grundlag for at tænke på tværs af kommunerne og udnytte det potentiale, som er afgørende for at løfte hele hovedstadsområdet fremover, siger Borgmester Søren P. Rasmussen fra Lyngby-Taarbæk Kommune.

Ringby-Letbanesamarbejdet har blandt andet sammen med Realdania udarbejdet en vision om bæredygtig udvikling af hovedstadsregionen, som har fået navnet LOOP City, hvor omdrejningspunktet er en letbane langs Ring 3.

Mulighed for mere letbane
Aftalen mellem kommunerne og Region Hovedstaden rummer mulighed for endnu mere letbane. Samarbejdspartnerne har forpligtet hinanden på at arbejde for, at letbanen som en etape 2 videreføres fra Brøndby til Avedøre Holme. Staten har dog ikke forpligtet sig økonomisk over for en eventuel etape 2.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *