Monstre indtager Buddinge Torv

Kom og tegn dit eget monster med kridt i den midlertidige skulpturpark ”Monsters” på Buddinge Torv fra mandag 23. maj til søndag 5. juni.

Giv monstrene i den midlertidige skulpturpark ”Monsters” dit helt eget præg, når skulpturerne i perioden 23. maj til 5. juni vil være opstillet på Buddinge Torv nær Kvickly I Buddinge centeret.

I skulpturparken kan du udsmykke dit yndlingsmonster med kridt i de farver, som du synes passer bedst i dag. I morgen har en anden måske givet dit monster kjole på eller noget helt tredje. Skulpturerne i ”Monsters”, er udformet i et samarbejde mellem kunstgruppen ”Flyvsk” og fritids- og ungdomsklubben Piraten. Projektet er en del af Thorasminde On Wheels programmet, som er kommunens kunstevents og begivenheder i det offentlige rum.

Skulpturparken vil skifte karakter
”Monsters” er silhuetter af figurer udskåret i træplader efter tegninger, som de unge fra klubben Piraten har tegnet. Silhuetterne er efterfølgende malet med tavlelak, der gør den midlertidige udsmykning mulig.

”Monsters” opstillingen vil skifte karakter og udtryk alt efter de forbipasserendes udsmykning af skulpturerne. Skulpturerne kan drejes om deres egen akse. Lys og skyggedannelserne på pladsen vil derfor ændre sig, hvis skulpturerne roteres.

Social interaktionskunst
Kunstnergruppen ”Flyvsk” består af Julie Linke Bank & Tatiana Lyng. ”Flyvsk” udvikler projekter i krydsfeltet mellem social interaktionsdesign, kunst og arkitektur. Gruppens kunstneriske proces er en konstant undersøgelse af mulighederne for at opleve og sanse i det offentlige rum. Projekterne udvikles altid til et konkret sted.

Skulpturparken vil være opstillet på Buddinge Torv fra 23. maj til 5. Juni. Alle er velkomne til fernisering 23. maj kl. 16-17.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *