Stor tilfredshed med bibliotekerne i Gladsaxe

Gladsaxe Bibliotekerne har gennemført en tilfredshedsundersøgelse blandt 921 af bibliotekets brugere. Undersøgelsen viser, at 97 procent er generelt tilfredse, og sammen procentandel mener, at bibliotekerne tilfører samfundet værdi.

Bibliotekerne i Gladsaxe Kommune har taget temperaturen på brugernes tilfredshed. Undersøgelsen viser, at tilfredsheden ligger helt i top.

Hele 97 procent er generelt tilfredse med Gladsaxe Bibliotekernes tilbud, 90 procent af bibliotekets brugere oplever Gladsaxe Bibliotekerne som værdifulde eller meget værdifulde og 97 procent mener, at Gladsaxe Bibliotekerne tilfører samfundet værdi. Mange brugere giver endvidere udtryk for stor tilfredshed med bibliotekets service og personalets professionalisme og for at de får et stort personligt udbytte af at besøge biblioteket.

Værdifuldt input
Gladsaxe Bibliotekerne er glade for de fine tal og taknemmelige over, at så mange brugere har taget sig tid til at hjælpe ved at udfylde skemaet. Undersøgelsen bliver betragtet som et meget væsentligt input til bibliotekets fremtidige udvikling.

– Mange har også skrevet supplerende kommentarer, som giver gode idéer til, hvordan vi kan udvikle og forbedre biblioteket. Brugernes udsagn er guld værd, og selvom ingen af undersøgelsens resultater var decideret negative, vil vi arbejde på at forbedre de områder, som brugerne udtrykte mindst tilfredshed med, siger Katrine Skov (A), formand for Kultur-, Fritids- og Idrætsudvalget i Gladsaxe.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *