Henning Thiesen stopper som politidirektør

Henning Thiesen siger farvel som politidirektør hos Københavns Vestegns Politi. Efter 33 år i Politi og Anklagemyndighed skifter han nu karrierespor og bliver direktør for Beredskabsstyrelsen.

Stærk politikreds
Beslutningen om at forlade Københavns Vestegns Politi var ikke let.

– De seneste fire år med etableringen af Københavns Vestegns Politi som politikreds har været de mest spændende, udfordrende og udviklende i mit arbejdsliv til dato, siger Henning Thiesen.

Henning Thiesen overlader trygt roret til en anden.

– Københavns Vestegns Politi er en slagkraftig politikreds, der i langt højere grad end før reformen er tunet til at imødekomme borgernes og lokalsamfundets krav og forventninger, siger Henning Thiesen.

Styrelse med internationalt udsyn
Henning Thiesen bliver øverste chef for en landsdækkende styrelse, hvis fornemste opgave er – i samarbejde med andre myndigheder og lande – at sikre, at det samlede beredskab fungerer ved ulykker og katastrofer.

– Stillingen i Beredskabsstyrelsen giver mig mulighed for at lede en stor, landsdækkende styrelse med opgaver af væsentlig betydning for samfundet – i Danmark og internationalt, siger Henning Thiesen.

Politidirektør Henning Thiesen afløser direktør Frederik Christian Schydt, som blev pensioneret i august 2010

Beredskabsstyrelsen er ansvarlig for det statslige redningsberedskab med fem beredskabscentre og to uddannelsesinstitutioner.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *