På med danseskoene og ud på gulvet
I Gladsaxe vil der blive danset fra tidlig morgen til sen aften for at fejre Dansens Dag – en dag der bliver fejret over alt på Jorden den 29. april.
I år er det 28 år siden, at UNESCO udråbte fødselsdagen for den franske koreograf, balletmester og fornyer af dans, Jean-Georges Noverre, til at være Dansens Dag. På denne dag bliver der hvert år sat fokus på alle former for dans, for at fejre dansens universalitet og evne til at forene folk i fred og venskab
Dans for skolebørn og borgere
I Gladsaxe vil Dansens Dag blive fejret med dans fra tidlig morgen til sen aften sammen med masser af skolebørn og borgere fra Gladsaxe. Det sker i center for kultur og fritid, Aktivcentret på Telefonvej, hvor skolernes 0. – 10. klasser, gymnasiet og andre interesserede borgere kan møde op og få opfyldt deres danseglæde og opleve dansens muligheder.
Tre af Gladsaxe Kommunes danseforeninger, Gladsaxe-Søborg Folkedanserforening, Bagsværd folkedanserforening og Gladsaxe Tangoforening og Gladsaxe Spillemandslaug, stiller med et storstilet program fra klokken 8.30 til 23. Alle arrangementer er gratis, drikkevarer kan købes.
Dagens program
kl. 8.30 – 13.00 Folkedans for skolebørn. Alle skolebørn i Gladsaxe er inviteret, og der er kun tilmelding gennem skolerne.
kl. 14.00 – 16.00 Danse cafe for unge mellem 15 og 20 år. Invitation er sendt til gymnasier og erhvervsskoler i Gladsaxe, men alle unge er velkomne og der er ingen tilmelding. Instruktører er i begge tilfælde Inge Schmeltz Aaberg og Janne Eskildsen, og der vil blandt andet blive danset ”Les Lanciers”.
kl. 17.15 – 17.45 Søborg Country og Line Dance Club danser på Gladsaxe Rådhusplads.
kl. 19.00 – 23.00 Dans for alle 14 til 90-årige. Der danses polka, vals, scottish og tango, samt folkedans, Les Lanciers med mere. Danseinstruktører Inge Schmeltz Aaberg og Janne Eskildsen. Musikken leveres af Gladsaxe Spillemandslaug.
kl. 20.30 – 21.00 Tango v/Gladsaxe Tangoforening.
Info:
Dato: Onsdag d. 29. april kl. 08.30 – 23.00
Sted: Aktivcentret, Telefonvej 8, Søborg.