To mænd overfaldet på Høje Gladsaxe Torv

Politiet efterlyser vidner til forsøg på manddrab i Søborg i aftes.

Politi og ambulancer blev kort før midnat sendt til Høje Gladsaxe Torv efter en anmeldelse om knivstikkeri.

Flere politipatruljer blev sendt til stedet, hvor en 23-årig mand fra Ballerup var blevet stukket med en kniv i bryst og ben, og en 25-årig mand – også fra Ballerup – var slået i hovedet. Begge blev kørt til behandling på hospitalet. De er begge uden for livsfare.

De to ofre sad angiveligt i en sort Honda Civic-personbil på Gladsaxe Torv, da flere andre biler med en gruppe mænd af anden etnisk oprindelse ankom, overfaldt dem og øvede hærværk på bilen.

Gerningsmændene kørte fra stedet i blandt andet en lys Mitsubishi stationcar.

To af gerningsmændene beskrives som:

A. Mand, anden etnisk baggrund end dansk, arabisk af udseende, 20-25 år, 180-185 cm høj, skaldet, robust af bygning. Iført en grøn sweatshirt uden hætte eller påskrift og sorte træningsbukser.

B. Mand, anden etnisk baggrund end dansk, arabisk af udseende, 18-20 år, 170-175 cm høj, spinkel af bygning, kort sort hår. Iført en sort North Face fleece/vindjakke eller vest.

Københavns Vestegns Politi efterlyser vidner, som har set overfaldet eller har set noget i relation hertil i området – f.eks. den sorte Honda Civic, en gruppe biler med en lys Mitsubishi stationcar eller en gruppe anden etniske mænd.

Henvendelse kan ske til efterforskningsleder Steen Ørskov Larsen, mobil 7258 7589, eller på 4386 1448.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *