Forsøg på tricktyveri i Søborg og Herlev




Efter de seneste forsøg på tricktyveri i vores område, opfordrer Københavns Vestegns Politi borgerne til at være skeptiske og ikke åbne for nogen man ikke kender eller venter besøg af.

Lørdag ved kl. 18.30-tiden lukkede en 85-årig kvinde på Tobaksvejen i Søborg en gerningsmand mand ind i sin stuelejlighed. Han havde ringet på hendes dør og sagt han kom fra kommunen for at udskifte hendes rollator, hvilket hun skulle betale 500 kroner i depositum for. Gerningsmanden gik rundt med forurettede i lejligheden, men han måtte gå – tilsyneladende uden udbytte. Han beskrives som:

A: Mand, anden etnisk oprindelse, 35-40 år, spinkel af bygning, sort kort hår. Han var iført en mørk trøje, mørke shorts og mørke sko. Han haltede på venstre ben og havde en forbinding anklen. Han talte godt dansk.

Ved 19-tiden forsøgte samme gerningsmand sig med samme historie hos en 82-årig kvinde på Højbjergvej i Herlev. Hun nægtede at lukke op og ringede til politiet.

Københavns Vestegns Politi modtager meget gerne oplysninger fra vidner eller borgere i sagen. Henvendelse kan ske til politikommissær Michael Sørensen på telefon 39 54 14 26, Lokalpolitiet i Gladsaxe, eller telefon 43 86 14 48.

Politiet: Vær skeptisk
Københavns Vestegns Politi opfordrer ældre medborgere til at være skeptiske, når personer, som man ikke kender eller venter besøg af, henvender sig. Tricktyve er snu, men man kan selv gøre noget for at beskytte sig mod dem:

▪ Åben ikke for nogen, man ikke kender eller venter besøg af.

▪ Bed om legitimation.

▪ Husk at når en håndværker eller lignende kommer, så er det som
regel varslet pr. brev eller telefon.

▪ Det kan være en god idé at have kæde for døren, når man åbner
og bruge dørspionen, hvis det er muligt

Skriv et svar