Kinesere henter inspiration i Gladsaxe

10 kinesere besøgte i mandags bostedet for voksne udviklingshæmmede på Kellersvej i Gladsaxe for at se og opleve, hvordan Gladsaxe Kommune har opbygget sine tilbud til borgere med handicaps.

Forskere og medlemmer fra den kinesiske handicaporganisation CDPF (China Disabled Persons Federation) besøgte botilbuddet på Kellersvej i Gladsaxe for at få et indblik i, hvad danskerne gør for handicappede.

Rundtur og billedfremvisning
Leder af Kellersvej 10, Jakob Volther, gav kineserne en kort introduktion til stedet. Derefter var der rundvisning. Både ude og inde, hvor den kinesiske delegation fik lejlighed til at besøge nogle af beboerne på Kellersvej. Delegationen blev også vist rundt på Cafe Dukkehuset, som er en Cafe hvor der er ansat udviklingshæmmede i skånejob.

-Den kinesiske delegation var tydeligt imponerede over at se og høre hvordan beboere har indflydelse på egen hverdag. Det vakte også stor begejstring, at nogle af beboerne inviterede de besøgende ind i deres egen bolig, hvor der blev vist billeder frem, udvekslet gaver og fortalt om dagligdagens små og store gøremål, fortæller leder af Kellersvej 10, Jakob Volter.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *