Solskin er tyvenes yndlingsvejr




Vi ved det godt, men vi glemmer det alligevel. Danskere er eksperter i at lokke tyve til med vores åbne sind og uforsigtighed.

Tropevejr i dag – det kan koste dig kassen, hvis du ikke tænker dig om. For landets tyve følger også med på DMI’s tjenester, og strandvejr er det bedste, de kan tænke sig.

Når det bliver varmt, forlader danskerne nemlig deres boliger, og så er der slaraffenland for de langfingrede.

– Hvem gider komme hjem til et lummert hus, der har kogt i solen? Ingen, men jeg ved, at tyveknægte ikke har noget imod at stjæle ting i varmen, slår skadedirektør i Alm. Brand, Brian Wahl Olsen, fast over for Newspaq.

Forsikringsmanden har derfor det vigtigste råd nummer ét for at undgå indbrud.

– Husk altid at lukke alle vinduer; det er ikke nok blot at sætte dem på klem, så du må altså leve med, det tager lidt tid at få temperaturen bragt ned på tåleligt niveau inde i huset, når du returnerer fra stranden, fortæller Brian Wahl Olsen.

Vinduer er langt fra det eneste, som kan mindske risikoen for at tiltrække uønskede personager her i sommervarmen.

– Jeg ved godt, mange gerne vil ses i selskab med en smart Mulberry-taske. Men drop den smarte stil, når du skal til stranden. Find den mølædte mulepose fra folkeskolens gymnastiktimer frem og pak badetøjet i den, så tiltrækker du ikke opmærksomhed fra uærlige folk på stranden, lyder det fra forsikringsbossen til Newspaq.

For bliver den megadyre taske stjålet på stranden, mens den står alene, og du er i vandet, dækker forsikringsselskabet ikke en krone af tabet. Og så er det altså lidt billigere at miste en gammel mulepose, hvis du ikke har tænkt dig at overvåge dine sager hele tiden.

Måske lyder rådene banale i manges øjne, men ifølge forsikringsselskabernes anmeldelser i sommervarmen er det desværre langt fra alle, der følger dem.

– Desværre viser vores anmeldelsesstatistikker, at folk glemmer at følge de her råd. Og hvis man handler uansvarligt og uden omtanke, er det beklageligvis vanskeligt at få udbetalt erstatning, forklarer Brian Wahl Olsen.

Kører du til stranden i en stationcar, så lad være med at rulle det lange dække udover bagagerummet. Det giver faktisk en antibeskyttelse, da tyvene faktisk får indtrykket af, at der er noget at hente her. Lad ligeledes handskerummet stå åbent, så man kan se, at der ikke er noget at hente her.

Newspaq har efter råd fra Alm. Brand lavet denne korte tjekliste til at minimere risikoen for at blive bestjålet i sommervarmen.

10 gode råd til at undgå en lortedag ved stranden

1. Luk og lås vinduer og døre når du tager hjemmefra, selvom det er varmt.
2. Lad være med at fortælle på Facebook og telefonsvareren, at du er ved stranden hele dagen/weekenden.
3. Lad være med at have penge og andre værdier liggende i bilen, når du parkerer den ved stranden.
4. Husk at fjerne din GPS fra bilen. Lad den ligge derhjemme, du kan sagtens finde vej til stranden.
5. Pas på iPod, mobiltelefoner og bærbare computere ved stranden – de kan i øvrigt slet ikke lide sand og saltvand.
6. Overvej generelt om du har behov for din dyre elektronik på stranden. Den er meget udsat for tyveri.
7. Lad være med at tage en dyr designertaske med på stranden – den bliver bare stjålet.
8. Hav penge og mobiltelefon i lukkede lommer. Brug eventuelt en vandtæt plasticpung med en snor om armen til pengene, hvis du vil i vandet, så kan de komme med.
9. Lad uret ligge hjemme og køb et par billige solbriller til strandturen. Der er næsten UV-beskyttelse i alle typer nu om dage, men så koster det ikke alverden, hvis de bliver stjålet.
10. Efterlad aldrig dine ting uden opsyn, selvom du bader, med mindre du kan tåle at miste dem

Skriv et svar