Gladsaxes folkeskoler er syv år foran

Gladsaxe Kommune har netop haft besøg af Det Nationale Skoleråd, som ville høre og lære af, hvordan Gladsaxe gennem syv år har formået at få faglighed og personlige kompetencer til at gå hånd i hånd i undervisningen.

Det Nationale Skoleråds formandskab kommer hvert år med en beretning, som også indeholder nogle anbefalinger for folkeskolens udvikling. I år er én af deres anbefalinger at indføre bindende trinmål for elevernes alsidige og personlige udvikling på samme måde som man i dag har trinmål for den faglige udvikling.

Personlighed og faglighed er hinandens forudsætninger
I 2003 blev folkeskoleloven ændret, og der blev indført bindende trinmål i alle folkeskolens fag. Derfor besluttede politikerne i Gladsaxe Kommune, at man ville sikre, at de alsidige personlige kompetencer ikke blev glemt midt i fagligheden.

– I Gladsaxe var vi allerede dengang meget optaget af, at elevernes faglige udvikling og deres alsidige, sociale og personlige udvikling er hinandens forudsætninger. Derfor diskuterede vi, hvordan vi kunne sikre, at de også i fremtiden blev sidestillede mål. Der bliver jo som udgangspunkt sat størst fokus på de mål, der bliver evalueret. Derfor var der ikke så langt til beslutningen om også at indføre bindende og evaluerbare mål for de alsidige personlige kompetencer. På den måde sikrede vi samme fokus på den alsidige personlige udvikling som på den faglige udvikling, siger viceborgmester og formand for Børne- og Undervisningsudvalget Trine Græse (A).

Gladsaxe fjernede al tvivl
Det Nationale Skoleråd er blevet mødt med spørgsmål om, hvorvidt det overhovedet er muligt med bindende mål for de alsidige personlige kompetencer. Men så fik de for nylig nys om, at det havde folkeskolerne i Gladsaxe gjort de seneste syv år. Derfor har Skolerådets formandskab netop besøgt Gladsaxe Kommune for at høste erfaringer.

-De var meget tilfredse med, hvad de så. Inden de gik, var der én af gæsterne, der bemærkede, at efter hvad de nu havde set i Gladsaxe, så behøvede de ikke længere diskutere, om det kunne lade sig gøre, for det kan det. I det hele taget var de meget tilfredse med den måde vi arbejder med elevernes alsidige og personlige udvikling på i Gladsaxe, fortæller Trine Græse.

Imponerede over evalueringen
Skolerådet var især meget imponerede over den måde, Gladsaxe Kommune arbejder med at evaluere den alsidige og personlige udvikling på alle niveauer, helt på linje med evalueringen af de faglige trinmål. Begge dele indgår i skolernes elevplaner, i lærernes planlægning, samtidig med, at det indgår som en central del af de enkelte skolers kontrakter med kommunen og de kvalitetsrapporter, som alle skoler skal udarbejde. Disse kvalitetsrapporter indgår i en fælles rapport, som hvert år indsendes til Undervisningsministeriet.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *