Parkeringsplads i Høje Gladsaxe skal forvandles til Byens Arena
Gladsaxe Kommune har fået tilskud til at udvikle et projekt for Høje Gladsaxe-bebyggelsen, der skal omdanne forpladsen til en fælles arena med aktiviteter og bevægelse. Beboerne skal være med til at forme ”Byens Arena”, som projektet er blevet døbt.
”Mine Damer og Herrer… Velkommen til Høje Gladsaxe. Må vi have lov til at præsentere jer for en fantastisk forestilling. En forestilling, der forandrer og fryder. En forestilling, der handler om, hvordan en stor og kedelig parkeringsplads kan forandres og blive til et nyt og anderledes samlingssted for en hel bydel…”
Sådan lyder indledningen i visionsoplægget Byens Arena, som Gladsaxe Kommune nu får støtte fra Realdania til at arbejde videre med. Byens Arena har sit navn fra en af de aktiviteter, der allerede foregår i Høje Gladsaxe, nemlig cirkusugen, som hvert år skyder sommerferien i gang.
Artisten og tilskueren
Cirkustemaet har også givet inspiration til ideen om, hvordan en del af parkeringsarealerne foran Høje Gladsaxe kan omdannes fra et trist og tomt parkeringsareal til en arena for bevægelse.
Visionen handler om at etablere et aktivitetsbånd for fælles aktiviteter og bevægelse, som skifter udtryk som perler på en snor langs bebyggelsen. Byens Arena skal give plads til både leg og bevægelse, og til dem, der holder af ro og indbydende omgivelser. Byens Arena skal rumme både artisten og tilskueren.
Beboerne skal være med
Gladsaxes visionsoplæg blev valgt til at gå videre i konkurrencen ”En god omvej” og modtage støtte fra Realdania til at udvikle projektet. I alt 15 oplæg blev valgt blandt 78 visionsoplæg, indsendt fra i alt 59 kommuner.
– Høje Gladsaxe har rigtig meget godt at byde på, men forarealerne kan vi ikke være bekendt. Derfor er det glædeligt, at vi nu får støtte fra Realdania til at udvikle ideerne og tegne et spændende projekt for omdannelsen sammen med borgerne, siger Gladsaxes borgmester Karin Søjberg Holst (A).
Går videre i konkurrencen
Med støtten fra Realdania er Gladsaxe Kommune videre i en konkurrence om i sidste ende at modtage tilskud til selve omdannelsen. En projektgruppe, hvor de forskellige forvaltninger og Fællesdriften i Høje Gladsaxe er med, skal udvikle projektet, så en ny ansøgning kan sendes af sted til Realdania i slutningen af oktober. Projektgruppens første opgave vil være at tilrettelægge et forløb, hvor beboerne inddrages i at udforme Byens Arena.