Udstilling: 149 års børneliv i Gladsaxes daginstitutioner
Fra tirsdag d. 4. maj, kan man tage på en tidsrejse gennem børnelivet i Gladsaxes daginstitutioner fra første daginstitution så dagens lys i 1861 og frem til i dag på en udstilling i Gladsaxe Rådshushal.
På udstillingen kan man (gen-)opleve de indbyggede køjesenge, mælken i plasticposer, de uniformerede barneplejersker, det håndsyede institutionstøj og se eller gense arkitekt Baggesens “kareter”.
Udstillingens plancher viser billeder fra børns hverdag i Gladsaxes vuggestuer og børnehaver. Fra fortid til nutid. Du kan blandt andet se, hvordan livet former sig for nutidens børn i en hverdag, der på en gang er genkendelig og alligevel ikke. For der er sket meget på de 149 år fra Gladsaxes første daginstitution, Bagsværd Asyl, blev oprettet i 1861 og til i dag.
Gratis hæfte
Som supplement til udstillingen udgiver Gladsaxe Byarkiv i år et større hæfte med to artikler om børnelivet i Gladsaxes daginstitutioner gennem de sidste 149 år. Hæftet er gratis og ligger ved udstillingen i Rådhushallen. Det kan tillige fås ved henvendelse til Gladsaxe Byarkivs lokalhistoriske afdeling på Gladsaxe Hovedbibliotek.
Info:
Udstilling: 149 års børneliv i Gladsaxes daginstitutioner
Dato: 4. maj – 28. maj (Mandag, tirsdag, onsdag og fredag kl. 10-14, torsdag kl. 10-18)